2026
Jordens robusthed dokumenteret over to årtier
Ny rapport samler næsten 25 års markforsøg fra Københavns Universitet og dokumenterer, at landbrugsjord kan blive mere robust, selv ved meget store tilførsler af organiske restprodukter.
Jorden er mere modstandsdygtig, end vi tror. Det viser de såkaldte CRUCIAL-forsøg fra Københavns Universitet, hvor forskere gennem mere end to årtier har tilført landbrugsjord urealistisk store mængder kompost, spildevandsslam, husdyrgødning og andre organiske restprodukter.
Mængderne svarer til flere århundreders gødningstilførsel. Alligevel viser resultaterne, at jorden ikke reagerer negativt. Tværtimod.
Forsøgene dokumenterer, at jorden ikke udviser tegn på stress, ikke mister biodiversitet og ikke bliver næringsmæssigt fattigere. I stedet opbygges der mere organisk materiale, mikroorganismerne trives, og de biologiske kredsløb i jorden bliver mere stabile.
Resultaterne er samlet i den nye rapport 'Recirkulering, frugtbarhed og robusthed i jorden', udgivet af foreningen Genanvend Biomasse.
Rapporten samler forskernes arbejde og konklusioner fra næsten 25 års systematiske markstudier.
Ifølge analyserne har et højt indhold af organisk materiale samtidig en stabiliserende effekt på uønskede stoffer. Jorden kan i højere grad binde og fastholde eksempelvis mikroplast, PFAS og medicinrester, når den biologiske aktivitet og mængden af organisk stof er høj.
Det er utrolig vigtig viden i en tid, hvor recirkulering af biomasse og organiske restprodukter spiller en stadig større rolle i den cirkulære økonomi.
For aktører, der arbejder med kompostering, jordforbedring og ressourceudnyttelse, understreger rapporten, at naturens egne kredsløb rummer en robusthed, som kan understøtte både frugtbarhed og miljøbeskyttelse, når det sker under kontrollerede og dokumenterede forhold.