2025
Fremtidens anlægsfolk på besøg hos Solum

Hvordan produceres Solums vækstmedier, og hvordan spiller kompost og specialjord en rolle i udviklingen af cirkulære grønne anlæg? Det fik en gruppe anlægsgartnerstuderende fra Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde, et førstehåndsindtryk af, da de forleden besøgte vores plads på Vestre Hedevej i Roskilde.
Her blev de vist rundt i produktionen og fik et indblik i, hvordan vi arbejder med specialiserede jordprodukter og vækstmedier til blandt andet parker, haver og sportsanlæg. Undervejs blev der sat fokus på cirkularitet, genanvendelse og biologisk aktivitet i jordprodukterne.
- Det betyder meget for os, at få lov til at være med til at have en dialog omkring vores produkter med de elever som står med hænderne i jorden. Jeg håber, at når de tager hjem herfra, at de har fået en aha-oplevelse, og noget at snakke om i klasseværelset i morgen, siger Claus Svenstrup, salgskonsulent hos Solum.
De studerende kvitterede med masser af gode spørgsmål og stort engagement.
- Det er altid godt at se, hvordan ting fungerer i virkeligheden. En ting er, hvad man læser i en bog, og en anden ting er, hvordan det fungerer i virkeligheden. Jeg synes også, at det var meget spændende at se deres bæredygtighedsvinkel - at ting bliver genbrugt, fortæller Rosen Lozev, anlægsgartnerstuderende hos Vilvorde.
Vi siger tak for besøget og håber, vi ses igen.


