Sammen med Pre Zero opfører vi Sjællands første sorteringsanlæg til plastaffald. Med kapacitet til at sortere 120.000 ton plastaffald om året er målet at øge genanvendelsen i Danmark og reducere mængden af plastaffald, der forbrændes og eksporteres
Ved en ceremoni i Holbæk kom underskrifterne til Sjællands første plastsorteringsanlæg officielt på plads. Det nye anlæg bliver et selvstændigt selskab under navnet Nordic Sorting Facility, som vi opfører sammen med den tyske miljøkoncern Pre Zero.
Det nye anlæg er et vigtigt skridt mod en renere fremtid og bidrager til Danmarks og EU’s ambitiøse mål om at genanvende 55% af affaldet inden 2030.
Det nye sorteringsanlæg er et vigtigt skridt i retning mod vores mål om at bidrage til en mere bæredygtig fremtid ved at øge genanvendelsen af plast i Danmark.
Revolution af dansk plastsortering
I Danmark genererer vi årligt mere end 350.000 tons plastaffald. 57 pct. går til forbrænding, og omkring 100.000 tons eller knap 28 pct. sendes til sorteringsanlæg i Tyskland og Europa (kilde 1 og kilde 2) , hvor det er svært at spore, hvordan og hvor plasten bliver anvendt. Med en kapacitet til at sortere 120.000 ton plastaffald om året vil det nye anlæg ikke blot mindske mængden af plast, der ender i forbrænding eller eksporteres, men det vil også spille en afgørende rolle i at opfylde Danmarks og EU’s ambitiøse målsætninger om affaldsgenanvendelse.
Vi er alle afhængige af plast i vores hverdag, men det tærer på ressourcerne, når det kun anvendes én gang, eller hvis det ikke kan indgå i en cirkulær produktion, som er mere klima- og miljøvenlig. Derfor giver det god mening, at vi kan bevare plastaffaldet og udnytte det i landet, siger adm. direktør Christian B. S. Christensen fra Solum.
Holbæk som strategisk by
Det nye sorteringsanlæg placeres i Holbæk, hvilket ikke er et tilfælde. Byens nærhed til motorvejen og det store antal plastikproducerende virksomheder i området skaber de optimale betingelser for en effektiv og cirkulær genanvendelsesproces.
Vi skal i langt højere grad genanvende materialerne, så de kan få et længere liv, og bidrage til at skabe en mere bæredygtig fremtid. Det er afgørende for den grønne omstilling og for at bevare klodens ressourcer. Derfor repræsenterer det nye anlæg til sortering af plastaffald et markant skridt i den rigtige retning, fortæller borgmester Christina Krzyrosiak Hansen fra Holbæk Kommune.










