Case stories

Case story

Byggepladser vil genbruge affaldstræ

Træ fra byggepladser bliver i et nyt forsøgsprojekt genbrugt til samme formål, for at fremme omstillingen til Cirkulær Økonomi i byggebranchen.

Solum Gruppen modtager for tiden adskillige tons affaldstræ fra fem store byggeentreprenører i forsøgsprojektet GENTRÆ. Projektet er et samarbejde mellem Solum Gruppen, byggemarkedet STARK og rådgivningsfirmaet Golder støttet af Realdania. Det er træ, der bruges til stilladser, afskærmning og forskalling på byggepladser og som ofte ender på forbrændingen efter kort brug.


I forsøgsprojektet GENTRÆ bliver træet i stedet sorteret hos Solum Gruppen, hvorefter det atter sælges til byggepladserne igennem STARK. Træet sættes på den måde i et kredsløb, hvor det genbruges igen og igen, så lang tid, som kvaliteten er optimal. Selve ideen går ud på at fremme de cirkulære løsninger i bygge- og anlægssektoren, fordi der her genereres meget træaffald – omkring 50.000 ton hvert år.


Solum Gruppen arbejder med affaldshåndtering og er desuden Danmarks Største leverandør af kompost, vækstmedier og græsplejeprodukter. Virksomhedens mål er at blive en 100 % cirkulær virksomhed og udbygge samarbejdet med andre virksomheder, på tværs af brancher, der vil samme vej.


Ekstra point for bygherre

Fordelene for byggeentreprenørerne ligger lige for. Det giver en bedre økonomi at købe GENTRÆ, end hvis de skulle skille sig af med det brugte og købe nyt. Samtidig kan bygherre i sit udbudsmateriale opnå ekstra point for at tænke bæredygtighed ind i deres projekt. 


Efter de første mange tons sortering af affaldstræ, lyder meldingerne, at byggeentreprenørerne gerne vil købe træet igen.


"Branchen har fået øjnene op for, at de godt kan genbruge træet i stedet for at få det kørt til forbrændingen eller genanvendelse", fortæller ressourcechef Morten Strandlod fra Solum Gruppen.


Hos Solum Gruppen forventer man at kunne genbruge op til 80 pct. af det affaldstræ, der bliver sorteret og de sidste 20 pct. bruges som råvare til spånpladeproduktion. GENTRÆ skal naturligvis overholde en række kvalitetskrav og hvert enkelt bræt bliver nøje gennemgået.


Forsøgsprojektet blev tidligere i år kåret som en af vinderne i Circular Construction Challange, der arrangeres af Realdania. Med kåringen fulgte en million kroner og mulighed for ekstern rådgivning til at efterprøve og udvikle GENTRÆ i 2019.


"Vores ambition har været at kunne genbruge træ fra byggebranchen. Og det fik vi mulighed for med prisen. Vi har kunnet høste værdifulde erfaringer igennem projektet, der sammen med støtte fra Realdanias eksperter har gjort, at vi nu har et genbrugsprodukt på hylden, vi kan tilbyde kunderne", lyder det fra Morten Strandlod.


Se videoen om projektet GENTRÆ

Fakta om GENTRÆ

GENTRÆ er et samarbejde mellem Solum Gruppen, byggemarkedet STARK og rådgivningsfirmaet Golder. 


GENTRÆ er et bæredygtigt alternativ til nyt træ.


GENTRÆ har flere strategiske partnere, herunder 5 entreprenører (NCC, CG Jensen, J Jensen, Enemærke & Petersen, Adserballe & Knudsen), en juridisk kompetence (HORTEN) inden for produktkrav og dokumentation af genanvendte materialer og en digital løsning til bestilling af afhentning (Wasteapp).


Projektet er delvist finansieret af Realdania som vinder af Circular Construction Challenge 2018. 

Målet er at sortere 30 tons i 2019, der løbende skal genbruges.


For yderligere information kontakt Solum A/S, ressourcechef Morten Strandlod, mst@solum.com, tel. (+45) 27 22 29 31

Følg os på

Facebook og LinkedIn

Administration

Solum Gruppen

Vadsbystræde 6

2640 Hedehusene

Tel. 43 99 50 20

solumroskilde@solum.com

All rights reserved - Gengivelse af tekst og billeder kun efter skriftlig aftale