Komposteringsproces

Generelt om komposteringsprocessen

Solum Gruppen har 25 års erfaring med kontrolleret kompostering af organisk materiale. Solum Roskilde (Tidligere St. Hede kompostcenter) har siden år 2000 ligget i industriområde Vindinge Vest i Roskilde uden særlige lugtgener for naboer i Roskilde, Vindinge og Trekroner.

 

Solum Roskilde forarbejder både stabilt organisk materiale (grove grene, stammer, rødder m.m.) og omsætteligt organisk materiale (have- og parkaffald), alt sammen med henblik på recirkulering. En væsentlig del af have-/parkaffaldet indsamles via de kommunale genbrugsordninger og en lille del hos husstande, som ikke selv komposterer.

 

Komposteringsprocessen kan beskrives således:

 

  • Modtaget have- og parkaffald nedknuses og sorteres i en grov og en fin fraktion.
  • Den grove biomasse-fraktion anvendes som biobrændsel bl.a. til store kommunale forbrændingsovne.
  • Den fine fraktion komposteres. Det sker ved at oplægge den i ”baner” så der dannes en såkaldt komposteringsmadras. Når materialet oplægges på den måde, vil omsætningsprocessen starte af sig selv.
  • Undervejs omstikkes madrasmaterialet cirka hver tredje måned. Herved iltes materialet, og vi kontrollerer det løbende for varme og vandindhold.
  • Efter cirka 1½ år er komposteringsprocessen færdig.
  • Råkomposten sorteres på 15 – 20 mm sold. Komposten er nu klar til brug. Den tilbydes periodisk til borgerne via de kommunale genbrugsstationer.

Om lugt i Roskilde

Vi mener, at de aktuelle og øgede lugtgener i dele af Roskilde primært skyldes, at der i lokalområdet er kommet nye aktiviteter, som involverer håndtering af forskellige typer af stabilt og ustabilt affald. Derudover har der på marker omkring Roskilde desværre været udbragt og opstakket ikke-omsat kompost eller råmateriale fra andre leverandører end Solum Roskilde.

 

Under normale driftsforhold afgiver vores anlæg på Vestre Hedevej 34 ingen eller meget lidt lugt. Vores andel af de øgede lugtgener har været hændelser, som siden vinteren 2013 har ført til unormal drift. Der har i kortere perioder været unormale lugtgener fra vores anlæg, hvilket vi selvfølgelig har beklaget over for vores naboer og Roskilde Kommune.

 

Typer af lugt

Omsætningen af have- og parkaffald til kompost vil til tider kunne afgive en let sødlig, skovbundslignende lugt. Det sker for eksempel, når vi omstikker vores komposteringsmadras de første 2 til 3 gange.

 

Under visse omstændigheder kan lugt fra komposteringsprocessen også karakterers som sødlig-sur og i sjældne tilfælde som rådden. Det kan for eksempel ske, hvis vi modtager have- og parkaffald, som har stået for længe i en affaldsbil, måske hen over en weekend, eller hvis der opstår lommer i kompostmadrassen uden tilstrækkelig ilttilførsel.

 

Hvordan undgår Solum Roskilde lugtgener

I forbindelse med drift af anlægget planlægger vi nøje de forskellige rutiner med henblik på at minimere eventuelle lugtgener. Når vi omstikker kompostmadras, indsætter vi om nødvendigt ekstra maskinkapacitet og arbejdskraft, og vi benytter også vandingsforstøver, som dæmper eventuel lugt. Vi tager hensyn til vejr og vindforhold og undgår at igangsætte omstikning under ugunstige vindforhold.

 

Desværre har erfaringerne vist, at vejrforholdene nogle gange skifter hurtigere end vi har planlagt omstikning, og under disse omstændigheder kan der eventuelt opleves lugt fra anlægget.

 

Unormal drift

Solum Roskilde har det seneste år haft forskellige udfordringer, som har bidraget mere til de samlede lugtgener end vanligt. Der har været tale om kortere enkeltståede forhold.

 

I julen 2013 havde vi en biobrændselbunke som selvantændte. Dette kan ske under uheldige vindforhold, specielt i forbindelse med længerevarende perioder med meget blæst. I forbindelse med at branden blev slukket, opstod der en sur røglugt. Noget tilsvarende vil kunne ske, hvis vi oplever selvantænding i en komposteringsmadras. Vores fremgangsmåde er altid at grave arnestedet ud og at slukke ilden fuldstændigt. Som ved andre brande kan det medføre lugt de efterfølgende dage, hvilket vil kunne genere de naboer, som aktuelt ligger i vindretningen.

 

Fra foråret og hen over sommeren 2014 har vi haft problemer med kvaliteten i områder af vores kompostmadras. Det kan for eksempel ske, hvis den ikke er blevet omstukket ofte nok eller hvis det har regnet usædvanligt meget. Når en dårligt omsat kompost skal sorteres, vil der kunne afgives lugt. Vi har haft situationer af denne type hen over sommeren 2014, hvilket vi beklager.

Iværksatte forbedringstiltag

 

For at mindske risikoen for uacceptabel lugt har Solum Roskilde baseret på dialog med Roskilde Kommune i løbet af 2014 blandt andet iværksat følgende:

 

  • Øget maskinkapacitet således at opgaver kan løses hurtigere og at kompostmaterialet kan omstikkes ”før tid”, hvilket mindsker risikoen for lugtgener.
  • En nyanskaffet vandingsforstøver anvendes, hvis for eksempel have- og parkaffald har stået for længe i en affaldsbil, før det kan behandles.Skærpet modtagekontrol (vi afviser læs, som lugter for meget).
  • Forsøg med overdækning af kompostmadras med biofilter efter at den er blevet omstukket.
  • Vi modtager nu færre leverancer af komprimeret haveaffald fra husstandsindsamlinger.
  • Vi afviser kommuner som ønsker at borgernes have- og parkaffald lægges direkte på marker uden at have været igennem en kontrolleret komposteringsproces.

Administration Solum Gruppen Vadsbystræde 6 2640 Hedehusene tel. 43 99 50 20 email: info@solum.com